Formueforvaltning på den gamle måde

Holding-picture_Impact-investments-600x330

I de seneste par dage har vi kunne læse om, hvordan Kræftens Bekæmpelses medarbejdere har deres pensionsopsparing hos PFA, som investerer massivt i tobaksindustrien i virksomheder som Philip Morris, Imperial Tobacco og British American Tobacco. Også medarbejderne i WWF Verdensnaturfonden bruger PFA, der så samtidig investerer tungt i oliegiganter som Shell, Exxon Mobile og Chevron. Det er indbringende aktier for PFA, der helt åbenlyst ikke skelner til etiske investeringer eller impact investments. Det er pinligt for Kræftens Bekæmpelse og Verdensnaturfonden, hvor man med rette kan spørge om deres mission stopper ved egen pengepung?

PFA toner rent flag i sagen og holder fast i at afkastet er det absolut eneste formål uanset sideeffekter. Samtidig har PFA på deres hjemmeside den klassiske smøre om CSR-principper og UN Global Compact principper, der på mange måder er blevet den nemme vej til ”green-washing” fordi det ingen konsekvenser har overhovedet. Det virker hult.

Men også i fondsverdenen er der en massiv adskillelse mellem formueforvaltningen og uddelingen. I USA har der været naturlige barrierer i forhold til at fondene har haft risiko for at blive straffet på pengepungen ved below-marketrate-investments. Men denne barriere fjernede myndighederne IRS for nogle år siden. Det har ført til et mindre boom i interessen for at kombinere investering og afkast. Typisk ved at en fond afsætter 10-20 % af investeringsformuen til egentlige missions-relaterede investeringer, mens resten investeres mere klassisk (dog typisk med et noget strammere mandat end PFA).

I Danmark har vi ikke lovgivningsmæssige barrierer af betydning, der hindrer en større sammensmeltning af mål for uddeling og formueforvaltning. Men alligevel har kun enkelte fonde, som VILLUM Fonden, valgt at henlægge dele af formueforvaltningen til impact investments. Så hvad er barriererne?

For det første er det er nyt begreb. Vi kan spore konceptet impact investment tilbage til et møde i den italienske by Bellaggio i 2007, hvor The Rockefeller Foundation samlede en række ledere inden for finansiering, filantropi og udviklingsarbejde. Her blev konceptet begrebsliggjort.

For det andet er der kompetencegrundlaget. Investeringsafdelingen med de lyseblå skjorter og stramme nederdele har sjældent indblik i uddelingsarbejdet og erfaring i at afdække sociale eller miljømæssige perspektiver for investeringerne. Omvendt har filantropiske medarbejdere sjældent erfaring i at investere i private virksomheder. Det er et catch 22, som er vanskeligt at håndtere i praksis.

For det tredje er der incitamentsstrukturerne. Man må give PFA ret i at deres primære opgave er at tjene danske pensionskunder bedst muligt og ikke at skabe social eller miljømæssig udvikling i tredjeverdenslande. Der er derfor behov for at udvikle impact investment, så dette hensyn kan tilvejebringes ellers kan man ikke forvente store investeringer fra pensionskasserne. Omvendt gælder det for filantropiske fonde og offentlige udviklingsmidler, hvor klassisk donationer og udviklingsstøtte sagtens kunne afløses af impact investment.

Endelig er der projekterne. Investorerne mangler helt grundlæggende spændende og lovende projekter samt projektudviklere med en solid track record og dokumenterede resultater. Afvejningen mellem risiko og afkast, kombineret med erfaringsgrundlaget og de historiske resultater falder for sjældent positivt ud.

I forhold til vores størrelse har Danmark verdens absolut største fonde, vi har den største offentlige sektor og formentligt verdens mest veludbyggede pensionssystem. Med andre ord har intet andet land i verden bedre mulighed for at gå forrest på dette område.

Men det kræver tæt kontakt mellem aktører med vidt forskellige kompetencer, incitamenter og roller. Potentialet er enormt. Indtil videre er det faldet mellem stolene, så hvem tager bolden?

 

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , | Skriv en kommentar

“Panama Papers” er katalytisk filantropi

Når den næste bog om de mest effektive filantropiske donationer skrives, vil støtten til The International Consortium of Investigative Journalism (ICIJ) formentligt være blandt eksemplerne. ICIJ er et internationalt samarbejde, der gennem støtte fra fonde, har ressourcer til at gennemtrevle store grænseoverskridende sager om korruption og svindel.

I de seneste døgn har ICIJ offentliggjort ”The Panama Papers”, som allerede har bragt 140 nuværende og tidligere statsledere i fedtefadet, en lang række prominente sportsfolk herunder Lionel Messi og to danske landsholdsspillere, samt en lang række erhvervsfolk, som vi endnu ikke har set navnene på. Hertil kommer en række banker, der menes systematisk at have bidraget til svindlen, ikke mindst hjemlige Nordea. Der er ikke faldet dom endnu, men hvis de seneste døgns begivenheder fortsætter, så er det formentligt kun et spørgsmål om tid før de første retssager vil begynde.

Bag ICIJ står en række fonde, der gennem de seneste år har specialiseret sig i at støtte fri presse og finansiere journalistiske projekter, der kan være vanskelige at realisere enten pga. omfanget og kompleksiteten eller pga. manglende politisk handlerum. Støtterne er: Adessium Foundation, Open Society Foundations, The Sigrid Rausing Trust, the Fritt Ord Foundation, the Pulitzer Center on Crisis Reporting, The Ford Foundation, The David and Lucile Packard Foundation, Pew Charitable Trusts og Waterloo Foundation.

Open Society Foundation er stiftet af ungarsk-amerikaneren George Soros og har fra starten set en fri og uafhængig presse som en vej til at skabe åbne, transparente demokratier. The Pew Charitable Trust og engelske The Sigrid Rausing Trust har ligeledes en tradition for at anvende fortaleri og medier til at fremme forskellige sager, ligesom Ford Foundation, der siden 1960’erne har støttet specifikke TV-programmer, ligefra Sesame Street, børneudsendelsen med pædagogiske ambitioner til udsendelser som ”Democracy Now”. Den norske fond Fritt Ord har direkte mediestøtte som deres hovedgreb med vægt på sammenhængen mellem medier og demokrati. Hollandske Adessium Foundation og Cardiff-baserede Waterloo Foundation er begge nyere og mindre fonde med fokus på miljøsager og fattigdomsbekæmpelse.

Med faldende oplag for de fleste aviser og med stadig hurtigere nyheder har disse fonde vurderet, at graverjournalistikken har behov for et netværk, der kan forene de tilbageværende graverjournalister med hinanden for at kunne afdække de stadig mere komplekse internationale korruptions- og skattesager, samt en række andre temaer, herunder politiske og militære forhold, miljøskandaler og andre typer af erhvervssager. Vurderingen er formentligt, at mens både regeringer og virksomheder har fået stadig flere midler, så har journalister færre ressourcer til rådighed. Og derfor vurderes det at være et område, der kan støttes filantropisk.

Almennyttige fonde har pr. definition ingen magt. Altså forstået som direkte magt, som vi kender det fra parlamentarismen. Men penge kan veksles til indflydelse på en lang række måder. Den klassiske og strategiske filantropi lægger begge vægt på demonstrationsprojekter, der skal vise verden excellence eller løfte værdigt trængende opgaver. Herigennem søges at tiltrække eller påvirke andre organisationer i erhvervslivet og den offentlige sektor. I den katalytiske filantropi er det netop transformationen af andre aktørers virkemåder og rationaler, der er målet.

Netop støtten til ICIJ kan vise sig at have meget store katalytiske effekter. Når skattemyndighederne har læst de 11,5 millioner sider, der er lækket, kan mange statsledere være udskiftet, erhvervsfolk trådt tilbage og sportsstjerner være straffet. Samtidig har politikere verden over allerede været fremme med forslag til nye stramninger, bedre kontrolsystemer og krav om ansvarsforpligtelse for de banker og advokater, som har bidraget.

Den type konsekvenser ser vi trods alt sjældent som resultat af filantropiske donationer. Godt set af en håndfuld almennyttige fonde med blik for at forandring kan skabes på mange måder.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Finanslovsudspillet er et chok

Finanslovsudspillet rummer et chok for de filantropiske fonde og de tusindvis af organisationer og ildsjæle, der hvert år modtager støtte herfra. Historien viser, at man skal være meget grundig når man lovgiver på det filantropiske område.

I 1969 gennemførte Richard Nixon administrationen en omfattende skattereform. Baggrunden var en grundlæggende mistro til fondene, deres uddelinger (som blev anklaget for at være venstreorienterede) og deres betydning for erhvervslivet. Man var bl.a. bange for at fondsejerskab af virksomheder kunne skade den økonomiske udvikling. Derfor afskaffede man de erhvervsdrivende fonde.

Den amerikanske skattereform handlede i princippet ikke om vilkårene for at stifte fonde. Men som en afledt effekt viser forskning, at antallet af nye fonde faldt efter skattereformen og den strammere lovgivning. Omvendt ønskede man at styrke fondenes uddeling ved at indføre en minimumsregel på 5 pct. uddeling, men denne regel havde ingen effekt på uddelingen, da mange af de store fonde allerede lå over dette (og faktisk reducerede deres uddeling bagefter).

Det kunne man ikke forudsige i 1969, men der var mange advarsler.

I dag ved vi bedre. Omfattende forskning i ind- og udland har peget på de gavnlige effekter af erhvervsdrivende fonde. I Danmark er vi særligt begunstigede med mange store, hæderkronede virksomheder under fondseje. Det bevarer arbejdspladser og hovedsæder i Danmark, de løfter en stor del af den private forskning, og de støtter massivt gennem uddeling den offentlige forskning, kulturen, sociale projekter mv. Vi ved også, at vi har en grundlæggende udfordring med at få etableret nye fonde i Danmark. Og vi har på den ene side et ønsket om stadig større evne til at skaffe privat finansiering hos universiteter og kulturinstitutioner, men på den anden side svært ved at levere rammerne for at nye fonde kan komme til.

Derfor undrer det, at en borgerlig regering har lanceret et forslag om at fjerne konsolideringsfradraget fra de filantropiske fonde, der i dag er på 25 procent. Og det undrer, at man ønsker at foretage dette indgreb hurtigt og uden en grundig debat eller refleksion over konsekvenserne. Fondslovgivning er en meget delikat størrelse, hvor små ændringer kan have massive effekter. Regeringens forslag vil ikke bare ramme de nuværende fondes uddeling massivt, men formentligt også gøre det endnu sværere at få oprettet nye fonde.

Det ser ud til at regeringen ikke ønsker de ti fugle på taget, men hellere vride det sidste æg ud af hønen. Nye potentielle fonde minder nemlig om fugle på taget.

De sidder deroppe og lover godt i fremtiden. Hvis de slår rede og lægger æg er de tro mod fødestedet og vil have blivende værdi langt ind i fremtiden. Men hvis man presser dem har de faktisk ikke svært ved at flyve ud og etablere sig i udlandet. Eller de kan droppe ideen om at give tilbage til samfundet og i stedet sælge virksomhederne på traditionel vis.

Vi risikerer at ende som i Oswald Helmuth’s vise fra 1949 ”kom hjem, kom hjem”, hvor Jensen sidder overskrævs på husets tag og venter på at duen kommer hjem igen, mens Kongens Foged står nedenfor og håber på det samme:

”Overskrævs på husets tag

sidder Jensen med et flag

oppe ved sit dueslag.

Der er væddeløb i dag.

Han har holdt sin sidste ti’er

på sin due Kasimir.

Den har sat sig på et spir,

hvor det lader til, den bli’r.

Nedenunder venter spændt

Kongens Foged og’n betjent.

Og et stille håb er tændt:

Mon han når at bli’ solvent?

Grådkvalt be’r den stakkels mand

oppe fra fallittens rand;

Kom hjem, kom hjem!

Oh, kom dog hjem!”

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Altruistisk adfærd vs. effektiv filantropi

De seneste måneders massive opmærksomhed på flygtninge fra Syrien har lært os en række nyttige ting om at gøre verden bedre. For det første har den civile indsats udviklet sig eksplosivt. Onlinedrevne civilsamfundsnetværk som Venligboerne er blevet en national bevægelse, der aktiverer mennesker fra alle lag i samfundet omkring integration og hjælp til syriske flygtninge. Fra forskningen i altruisme ved vi at denne type aktiviteter ikke bare gavner modtageren, men i høj grad også udløser positive effekter hos dem, som er aktive. I forskningen taler vi om en ”warm glow”, der optræder når vi agerer altruistisk. Den varme følelse knytter sig til at handle aktivt i en sag, der optager os, og det kan måles som neurologiske forandringer i hjernen. Det er ren win-win.

For det andet er det klart, at der er langt fra den glade ildsjæl, der ønsker at hjælpe og bidrage med egne kræfter, til de professionelle organisationer med erfaring. Utallige er de danskere, tyskere, franskmænd, englændere og svenskere som er rejst til Lesbos og andre græske øer med tøj, soveposer og mariekiks. Tilsvarende stod bunkevis af mad, tøj og vand i Rødby og langs motorvejene i Danmark. Indsatsen må man respektere og det personlige engagement har været stort for mange, der hjalp til.

Men der er andre mere systematiske måder at skabe værdi på. Et problem i de mange flygtningelejre, der ligger i Libanon og Jordan er det følsomme forhold mellem uddeling af gratis fødevarer og den lokale økonomis bæredygtighed. Alt for meget gratis maduddeling er en stor logistisk udfordring, der ofte er ineffektiv, og som samtidig risikerer at forstyrre lokale forretningsdrivende.

En løsning på dette er et samarbejde mellem virksomheden Mastercard og FN’s Fødevareprogram. Konceptet er, at flygtningefamilier i lejrene udstyres med et prepaid mastercard, der indeholder 150 kroner, som så kan anvendes frit i de lokale supermarkeder. I Jordan og Libanon er der nemlig mad nok i supermarkederne, der endda ofte ligger inde i selve flygtningelejrene. Problemet er, at mange flygtningefamilier løber tør for penge. Men med disse elektroniske fødevarekuponer kan man give familier løbende bistand direkte i lommen.

Styrken i dette koncept er for det første at de lokale butikker oplever at få nye kunder i stedet for at kunne se at mad uddeles gratis. På den måde bliver flygtningefamilierne et aktiv for den lokale økonomi, hvilket vurderes at styrke accepten og tolerancen af deres tilstedeværelse. For det andet styrkes de lokale infrastrukturer for fødevarer, hvilket har afledte beskæftigelsesmæssige konsekvenser. For det tredje opleves det mere værdigt og ’normaliserende’ for familierne at de kan købe de varer, de selv ønsker i stedet for at stå i lange køer til fødevareuddeling. Endeligt er systemet effektivt i forhold til at få indsamlingspenge, fx fra danske bidragsydere, private som fonde, ud til familierne i nærområdernes flygtningelejre. Det er en støtte, der går direkte fra bankkontoen i Danmark til et Mastercard i hånden på en flygtningefamilie i Jordan.

Sammenlignet med besværet med at indsamle tøj, soveposer og madvarer og logistikken i at fragte det til Grækenland, Jordan, Libanon og Syrien er Mastercard/FN-løsningen såre simpel og effektiv.

Til gengæld giver det nok en lidt mindre ’warm glow’ end når vi samler vores aflagte tøj sammen og sender det derned i skibscontainere…

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Novo Nordisk Fonden bag danmarkshistoriens største donation

I skyggen af andre nyheder kom  i går offentliggørelsen af Danmarkshistoriens største enkeltdonation fra en filantropisk fond. Den kommer ikke overraskende fra Novo Nordisk Fonden.

Steno Diabetes Centre Copenhagen, der opføres i samarbejde med Region Hovedstaden vil blive fremtidens behandlingssted for mere end 11.000 diabetes patienter årligt.

Centeret bliver gjort til mulighed med Novo Nordisk Fondens største enkelbevilling nogensinde. Fonden vil donere et samlet beløb på 2,8 mia. kroner i en periode frem til 2029.

»Vi har lagt vægt på, at diabetescenteret både skal kunne tilbyde den bedst mulige behandling til diabetikere og samtidig være en vigtig drivkraft for udvikling af nye behandlings- og forebyggelsesmetoder samt undervisning, der vil kunne komme alle med diabetes til gavn i Danmark,« skriver formand for Novo Nordisk Fonden, Sten Scheibye, i en kommentar i pressemeddelelsen.

Ambitionen beskrives i det bagvedliggende prospekt som omfattende tre målsætninger:

  1. At være et af de bedste behandlingstilbud globalt for personer med diabetes i et sammenhængende sundhedssystem
  2. At være et af verdens førende miljøer for klinisk diabetesforskning
  3. At Region Hovedstaden og Greater Copenhagen bliver et globalt fyrtårn i innovativ diabetesuddannelse.

Det er en flot donation, som dog også ligger meget tæt på selve Novo Nordisk kerneområde. Det vil sikkert være optage nogle følgere af fondsverdenen og måske vil vi høre kritik heraf. Men min opfattelse er, at vi må afsøge og udvikle mulighederne for offentlige-filantropiske-private partnerskaber og dermed acceptere og endda understøtte, at der kan være fordele både for samfundet, den enkelte patient og deres pårørende og naturligvis for de involverede virksomheder. Det er Novo Fondens samarbejde med Region Hovedstaden et godt eksempel på. Tillykke med det.

Læs mere om donationen her

Udgivet i Uncategorized | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Shared Value er den stille revolution

Det at lave ’rankings’ kan være et stærkt virkemiddel til at sætte fokus på en bestemt problemstilling. Vi har derfor et hav af rankings af byer og lande om emner fra alt fra ”mest cykelvenlige by”, ”most gayfriendly”, ”most liveable cities” etc. Fint, sjovt og metodisk svagt, er min hovedkonklusion.

Et nyt index udarbejdet af duoen Michael Porter og Mark Kramer præsenteres i Fortune Magazine i næste uge. Indekset har det højtflyvende navn ”Change the World List” og præsenterer de 50 virksomheder, som har haft ”a sizable impact on major global social or environmental problems as part of their competitive strategy”. Altså virksomheder, der har haft gavnlige sociale eller miljømæssige samfundsmæssige effekter, samtidig med at de har skabt værdi gennem deres forretning. Vi taler altså shared value her.

Problemet med listen er at den er fuldstændig arbitrær som rangordningsmekanisme og metodisk særdeles svag.

Vodaphone, som topper listen, hyldes for at have bidraget til at skabe et mobilbetalingsnet i Afrika, som i dag anvendes af 17 mio. mennesker. Et klart bevis på at det kan betale sig at investere i teknologi uden for de rigeste lande. Vores eget flagskib Novo Nordisk ligger på 18. pladsen ud fra deres arbejde med at udvikle kinesiske lægers kompetence til at behandle diabetespatienter, et projekt der estimeres til at have reddet 140.000 menneskeliv. Omvendt ligger Walmart nr. 4 på listen, baseret på at have sænket deres ’energi-intensitet’ med 9 %. Vel ikke det mest imponerende resultat? Og hvorfor ligger Mærsk så nede på plads nr. 38 baseret på at have sænket deres energiforbrug pr. container med 37 % siden 2007? Facebook ligger nr. 10 baseret på, at de ”preserving cultural ties lost in the modern diaspora”, altså den noget luftige værdiskabelse at forbinde venskaber kloden rundt i en tid med store folkevandringer. Okay, så.

Med andre ord er der tale om en liste, der systematisk sammenblander æbler og pærer. Energiforbrug, menneskeliv, betalingssystemer, venskaber osv. osv. rodes sammen, men opstilles i en rangordning, der forekommer saglig. Listen er baseret på udsagn fra 200 ”eksperter”, som nok pænest kan beskrive som subjektive.

Det er i virkeligheden synd og risikerer at skygge for det, som er på spil. Det som Porter & Kramer kalder ”den stille revolution”, altså en langsom drejning, hvor virksomheder over hele verden får øjnene op for den langsigtede værdiskabelse, der ligger i at udvikle forretningsmodeller med en samfundsmæssig værdi, der komplimenterer virksomhedens egen fortjeneste.

De fleste virksomheder vil vel påstå at de har en positiv samfundsmæssig effekt, nogle mere kreativt end andre (hvis man alene henviser til, at virksomheden aflønner medarbejdere, der betaler skat, så tændes mine alarmklokker). Men det vi leder efter i et shared value perspektiv er, hvad jeg plejer at kalde ”bevidste ændringer i forretningsmodellen med henblik på at udvikle værdi for samfundet”. Vi taler altså ikke det, at “give tilbage til samfundet” eller “at opføre os ordenligt”, som de første udgaver af filantropisk adfærd og CSR beskrev. Men om at tænke samfundsnytten ind i selve forretningsmodellen fra start. Det rummer betydeligt større perspektiver end det at anvende (dele af) overskuddet på CSR-projekter.

Vi har en lang række eksempler på det og mange af virksomhederne på Porter & Kramers liste er også reelle bud på hvordan forretningssans og samfundssyn kan kombineres. Så læs casene her, men glem rankingen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget , | Skriv en kommentar

De 40 største filantropiske donationer

Hermed offentliggøres listen over de 40 største filantropiske donationer. Der er en del nye, markante donationer med på listen (markeret med blåt) siden sidste version, der kom i december 2013. Mens den mindste donation på listen i 2013 var på 88 mio. kr., så er det i dag 115 mio. kr. Det bekræfter, at der fortsat gives meget markante donationer fra de danske fonde. De to klassiske områder at støtte er fortsat forskning og kultur, mens miljøområdet vinder frem både som almindelige donationer og som helt store donationer. VILLUM FONDEN har markeret sig med den største nye donation i form af en lovning på 1 mia. kr. over ti år til en ny international miljøfond og i form af bidrag til Den Danske Naturfond sammen med Aage V. Jensens Naturfond.

Når jeg har valgt at offentliggøre de 40 største donationer er det fordi de store donationer vækker særlig interesse. De udgør toppen af isbjerget og er de mest synlige, markante aftryk, som fondene sætter på Danmark i samspil med bevillingsmodtagerne. Det er således ikke fordi store donationer nødvendigvis er bedre end små. Der findes ikke entydig forskning, der dokumenterer at få, men store donationer, er bedre end mange små donationer. Det afhænger af formålet, af den filantropiske strategi og af ansøgerfeltet. Således mangler listen nogle af de helt store fonde i Danmark – alene fordi de typisk giver mindre donationer – eller vælger at støtte løbende over tid. Men de er naturligvis med i selve databasen og indgår med deres mange bevillinger i det samlede datasæt.

Danske Donationer er en database med alle nyere filantropiske donationer i Danmark. Baggrunden er for det første, at databasen indgår i et forskningsprojekt, som jeg gennemfører på Copenhagen Business School. Til det formål er alle donationer kodet med en række baggrundsoplysninger, som kan hjælpe med at belyse de danske fondes betydning for forskellige områder i Danmark. For det andet blev jeg taget lidt på sengen, da en journalist i sommeren 2013 ringede og spurgte, hvad de 20 største donationer fra danske fonde er gået til og hvor store de var. Jeg vidste det ikke. Og ingen andre vidste det.

Selvfølgelig kender vi mange af donationerne fra dagspressen, men det er umuligt at huske alle presseomtalerne over tid. Der er samtidig ikke registerdata på de enkelte donationer, så det er ganske svært at danne sig et overblik. Det problem løser Danske Donationer.

Top 40 danske donationer FINAL

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar